HEJ MATEMATIK

 

”Vi burde ses noget mere” - Nyt album ude 4. februar.

 

"Vi blev, vi blev til i kærlighed, respekt, tolerance, åbenhed

Sammenhold, venskab, kendskab, tro på, ro på

Kom kom ta' min hånd, marcher, marcher

gennem gader, gennem stræder, alt blir' så godt

når alt igen blir' godt nok, godt nok...

 

Opråb, nødråb, vi ka' gi' dig nyt håb

Oplev, tilgiv, vi ka' gi' dig nyt liv

 

Hej, hej, hej, hej, hej, hej Matematik...”

 

I FORÅRET 2006 startede Nicolaj Rasted i de 2 Aqua producere, Søren og Clauses studie "The Lobby" på Nørrebro. Nicolaj havde startet en uddannelse i lydproduktion, og da Claus skulle lave musik til et teaterstykke, satte Søren sig ned med sin nevø og begyndte at indspille nogle danske sange Søren havde haft liggende i en skuffe. De var begge meget legesyge, og delte en stor kærlighed for 80er pop, naivitet og synths. I begyndelsen sang de demoerne ind, og begyndte at producere på numrene Søren havde lavet. Men efter kort tid begyndte de at skrive nye numre sammen, som pludselig fik et fingerprint af noget mere kantet og særpræget. Efter at have 5-6 numre klar, begyndte de at lede efter artister til at fremføre sangene, men enten blev det for drengeband-agtigt, hip hop inspireret eller for pænt, så efter lange overvejelser tog de mikrofonen i egen hånd og - gik for den selv.

I Maj måned kom den første single ud (som iøvrigt var den første sang de lavede sammen) Gymnastik ud - "Er det et skoleprojekt?", var der en der spurgte på MySpace siden, fordi i hedder Hej Matematik og laver en sang der hedder Gymnastik? - men for de fleste faldt 5 øren da Centerpubben kom ud som 2. single i efteråret 2007. "Da vi have siddet et godt stykke tid i studiet med Hej Matematik syntes vi efterhånden at teksterne var blevet meget personlige, og det derfor var mest ærligt hvis vi selv fremførte det" siger Nicolaj - "og vi synes faktisk også at de var blevet så gode, at vi helst ikke ville give dem væk til andre" griner Søren.

Efter at have arbejdet over et år med at skrive producere pladen blev de færdige i begyndelsen af 2008. De har været mange steder henne lydmæssigt og tekstmæssigt, men det er endt med at blive en stilfuld popplade med referencer til dansk musik de sidste 25 år - Det Neodepremistiske danseorkester, Kliche, Gnags, TV-2, Shubidua. "Vi har fyldt den godt op med hits, synes jeg" siger Søren over skæver lunt over til Nicolaj, der lidt genert siger "men vi har også sørget for at der var numre på som gjorde pladen til en helhed". Teksterne handler om alt fra de nære ting i livet: mødet med gamle venner, en tur i Midtbyen, karriereræs, til de større ting så som kvinderne skal styre verden... Ja - kvinder i det hele taget.

Utroskabet

Utroskabet er en tung og massiv tingest, der let kan komme til at fylde det hele, når man først har fået den ind i forholdet. Den findes i hver tredje hjem - og fås i mange varianter. Den er skrevetpå en måde, så man ikke ved hvem, der har været hvem utro. Det er jo også underordnet, for den er lige meget til gene for begge parter. Det var i øvrigt den første ballade vi skrev - som vi er meget glade for.

Midtbyen

I stort set alle de store byer i Danmark har man "Midtbyen" på nær i København - og det vil vi gerne lave om på. Omkvædet er stilmæssigt inspireret af det gamle firserband, Det Neodepressionistiske Danseorkester. Inde midt i midtbyen - ligger bare top-godt i munden… En stol på Café Norden, en tyver for samvittigheden, en mand der fodrer hejrer - en gåtur i København.

Så Ka' De Lære Det

Modebranchen er noget af det mest fordomsfulde sted i verden. En anden planet - som vi ville plastre til, med alle de fordomme vi kunne finde om den. Den meget kantede up-tempo produktion gør sangen kold - næsten lige så kold som branchen.

Vi Ka' Alt Vi To

Da vi havde indspillet sangen, kom en af vores venner forbi studiet og sagde - "Det skal da være Lene der synger koret" - og dagen efter fik vi Lene ind og synge kor og det fik sangen til at lette. Hverdagsproblemer, stress, børn, karriere - det fylder alt sammen. Og hos nogen fylder det alt for meget. Men elsker man hinanden, så får man også en følelse af "at kunne alt". Og hvis ikke vi to vi kan - hvem så sku ku ku...

Vi Burde Ses Noget Mere

Sangen handler ganske enkelt om alle de gamle venner og skolekammerater, man tilfældigt møder - og som man i øjeblikket virkelig gerne vil se noget mere, men som man aldrig får set alligevel. Måske er det ønsket om at man kunne gå tilbage til Blommevej og lege i ligustahækkene, eller bare at være sammen med en person som "virkelig kender en". Sangen var den sidste sang vi indspillede på pladen, og da vi var færdige med at producere den, kiggede vi på hinanden og sagde - Pladen skal da hedde 'Vi burde ses noget mere'… Ikke bare fordi sangen hedder det - men fordi vi burde ses noget mere...

Du og Jeg

Vi syntes, det kunne være interessant at synge 'du og jeg' på en lidt hård og ond måde, når nu teksten i omkvædet var sød. Vi elskede Bar/Cafe - Kaffe/The lyrikken i versene, og prøvede at beskrive en forelskelse i korte distinkte sætninger.

Centerpubben

Alle mennesker kender følelsen af et storcenter, helt ned til lugtene og lydene. Og alle ved, hvor komisk det er at synge om sammenhold på en centerpub, for alle ved også, at et storcenter er et sted for forbipasserende mennesker, der jagter gode tilbud. Storcentre er ikke bare store centre - det er familien Danmark - den vestlige verden - og forbrugs centralen, tilsat sød musik og behagelig duft.

Gymnastik

Sangen var første single, og der var mange, der ikke forstod at den virkelig handler om faget gymnastik. Der kommer en masse følelser op i mange af os, når vi tænker tilbage på gymnastiktimerne i skolen, og flere af os har nogle meget ambivalente følelser omkring det. Det var de atletiske mod de ikke-atletiske og de fede, og det var et spørgsmål om, hvem der var med i fællesskabet og hvem der ikke var – og det var ikke særlig pædagogisk. Der gjaldt nogle helt andre regler i gymnastiktimerne, og det er det, sangen handler om.

Hej Matematik

Egentlig var det slet ikke meningen at vi ville have sangen med på pladen - vi havde lagt den i papirkurven. Men vi spillede den en aften for vores pladeselskab i studiet før vi lukkede og slukkede - og de synes det var ærgerligt, hvis vi ikke brugte den. Vi gav den en chance til - og pludselig fik den "usædvanlig gode ben at gå på". Teksten er en collage af ord som vi ønskede i drømmeverden at folk til lagde hej Matematik. Luk øjnene og forestil dig: Et optog af mennesker i stramt jakkesæt og bannere med positive slagord på vej ned af Nørrebrogade!

Kvinderne

"Det er kvinderne, der skal redde verden” - og så enkelt er det... Vi er jo to naive drenge. Der er ingen tvivl om, at drømmescenariet er, at det er kvinder, der bestrider de magtfulde poster i verden, hvis den skal blive bedre. Og det behøver ikke nødvendigvis at handle om hele verden – det kan godt være, den bare handler om, at det er en kvinde, der skal redde ens egen, private verden.

Høj 5

Sangen her er det lækre, lille break, der ville være sidst på side A, hvis det havde været en vinylplade. Det er rart med tre minutter uden ord. Det er et meget lækkert nummer, der er lidt skævt på en sjov måde. ”Høj 5” er inspireret af udtrykket High Five, hvis man skulle være i tvivl. I øvrigt spiller Nicolaj på sine tænder i denne sang. Den er spækket med små mærkværdige lyde der alle er spillet nænsomt af Nicolaj.